Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216
er liv jeg hungrer efter, samliv, ansigt til ansigt med
aanden. Blev Saulus seende af en bog? Var det ikke
en lysflod der slog ham imøde, — et syn —
en røst?» I slike stemninger faar han høre om
Maximos i Efesos som paa underbar maate sætter
sig i forbindelse med aandeverdenen. Han ser en
utvei, en mulighet for frelse. «Farvel, Basilios!
Jeg øiner et lys paa min vei!» og da Basilios vil
holde ham tilbake: «Ingen holder mig! — stamp
ikke mod brodden!» Libanios vil overbevise ham
og fastholde ham i sin skole, men Julian svarer
ham: «O, skole, skole! Bliv du hos dine bøger; —
nu har du pegt paa den mand jeg ledte efter.»
I Efesos forbereder han sig ved den strengeste
faste til at opleve mysteriet; legemlig avkræftet
lytter han til de dunkle ord som, fremkaldt ved
Maximos’s formler og besvergelser, lyder fra
underverdenen; han betages av hemmelighetsfuldheten
og de skjulte dybder de lar ham ane. Maximos som
selv synes at være forvisset om Julians storhet,
indgir hans ved hedningers og kristnes smiger vei
forberedte sjæl den tro, at i ham, i Julian, er den
rene Adam atter blit kjød, likesom i Moses,
Alexander, Jesus, — han er bare større end de,
guddommen nærmere og mere lik end de. Ti gjennem
varslerne er ham forjættet den rene kvinde, med
hvem han skal avle en ny slegt og oprette aandens
keiserrike paa jorden. Julian lytter fortumlet, men
endnu stønner han under sin skræk for
Konstan-tios, endnu er han under kristendommens aak og
forsømmer aldrig en gudstjeneste. Men saa hæn-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
