Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
21
komme i krig med samfundet som lever paa
overenskomst og kun kan eksistere gjennem
kompromisser ; samfundets gud er akkordens aand som
for Brand er Satan. Og «Brand er mig selv i
mine bedste øieblikke», skriver digteren. Ibsen
maatte, straks han traadte ut i livet, se sin
opgave i at avsløre samfundets løgne.
I «Brand» stilles spørsmaalet endnu ganske
i sin almindelighet. Brand er mere et princip end
et menneske, og hans motskikkelser er mere typer
end individer, de har ikke egennavne, men heter
bare provsten, fogden, klokkeren, første bonde,
anden bonde o. s. v., og de taler allesammen i
ypperlige vers som rykker dem ut av
nutidsvir-keligheten. «Brand» virker i sin helhet som lyrik
— indignationslyrik, og det som indignationen
gjælder, — det er samfundsløgnen, hykleriet,
feigheten, halvheten, akkorden.
Derom handler ogsaa en lang række av de
nutidsdramaer som fra 1877 av med (næsten)
ganske regelmæssige mellemrum følger efter
hverandre ; men nu sættes problemet ind i bestemte
konkrete forhold, og personerne er ikke længere
principper eller typer, men individualiserede
mennesker, og de taler ikke længere gudernes
tunge-maal, men menneskesprog, hver med sit særpræg,
sin uttale, sit specielle ordvalg.
Det første samfundsdrama blev «Samfundets
Støtter».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
