Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
81
næsten ganske forsvundet. Ibsen har her skapt
en ny dramatisk form, sin egen form, hvis mest
karakteristiske eiendommelighet er, hvad man har
kaldt hans «retrospektive» fremgangsmaade; det
som er stykkets handling eller fabel, foregaar
ikke eller næsten ikke. i selve dramaet, det ligger
forut, — i forhistorien. For tidligere dramatikere
var forhistorien en nødvendig hjælp, nogen skridt
tilbake til tilsprang for at faa handlingen av
stabelen ; de utleverte den derfor gjerne saa snart
som mulig og i regelen gjennem direkte fortælling
av en av stykkets personer; for Ibsen er eller blir
herefter forhistorien selve dramaet, spændingen
utløses ved avsløringen av personernes fortid, og
han slipper den derfor ikke ut med éngang, men
lar os, under stadig egget nysgjerrighet, opdage
den, aabenbaret litt efter litt gjennem en
vidunderlig replikkunst. I De Unges Forbund var det
Fjeldbo som fortalte os hvem Stensgaard var
og hadde været, — hans barndom, hans opvekst
under de forhold som hadde gjort ham til den
han var, o. s. v. I Et Dukkehjem — og i
stigende grad i de følgende dramaer — faar
personerne aldrig lov til at sladre av skole om
hverandre, det overlates ganske til dem selv at røbe
sig, hver av deres replikker fører os et skridt
videre ind i deres sjæle, deres forutsætninger, —
indtil vi kjender dem ut og ind, — og naar
eksplosionen saa endelig kommer i sidste akt, virker
den som en nødvendig konsekvens, — som en
uundgaaelighet der maatte komme.
6 — Gran: Henrik Ibsen. II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
