Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112
har jeg maattet sidde paa tomandshaand med ham,
har maattet klinke og drikke med ham, høre paa
hans utérlige sansesløse snak, har maattet kæmpe
nævekampe med ham for at faa slæbt ham iseng
–-. Men da saa den sidste forhaanelse kom
til; da min egen tjenestepige —; da svor jeg med
mig selv: dette skal ha en ende! Og saa tog jeg
magten i huset — hele magten — baade over
ham og over alt det øvrige. For nu havde jeg
vaaben mod ham, ser De; han turde ikke kny.»
Hun tiet og løi og hyklet for at redde skinnet,
for at vedlikeholde façaden mot samfundet, saa
ingen skulde ane hvad der skjulte sig av
vederstyggelighet bak det alvingske hjems kalkede mure,
tappert kjæmpet hun sin strid til ende — til
kammerherre Alvings død, hun vernet om hans rygte
til hans grav, ja længere, idet hun ogsaa sørget
for hans eftermæle ved at oprette en veldædig
stiftelse som skulde bære den fortjente borgers
navn frem til kommende slegter. Styrke til sin
kamp fandt hun i kjærligheten til sin søn, hans
unge sjæl maatte ikke besudles, han maatte ikke
ane hvad slags far han hadde, og for at opbygge
ham var det hun fremfor alt skapte det avgudsbillede
som hadde saa liten likhet med den virkelige
kammerherre Alving, derfor maatte hun ogsaa
med blødende hjerte sende sønnen fra sig,—forat
han ingenting skulde se. Osvald var syv aar gam–»
mel, da hun kom over sin mand i maskepi med
hendes tjenestepike; han «begyndte at lægge
mærke til og gøre spørsmaal, som børn plejer at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
