Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
mot Johan Sverdrup og hans følge, ellers vilde
vederstyggelighetens syndflod snart komme. — Nu
kunde man se, nu hadde Bjørnson ogsaa sagt fra,
nu kunde ingen skikkelige folk længere holde paa
ham, — demagogen, ateisten.
Med Ibsen var det ikke saa liketil, — han
hadde aldrig — ialfald ikke efterat han var
anerkjendt som forfatter — skrevet en politisk artikel,
hadde aldrig stillet sig ind i kampen og tat parti;
men hans ungdomsvenner førte nu an i
«Morgenbladet» og tok ham gjerne til indtægt for høire,
det var en ordentlig trumf at spille ut mot
Bjørnson, han hadde jo skrevet De Unges Forbund
som av høire med en viss ret blev annektert som
partsindlæg og som saadant behandlet av venstre.
Keiser og Galilæer hadde ikke forandret noget
i dette, den radikalisme som paa mange steder
ligger skjult i kjæmpedramaet, var for fjern og
for taaket til at den kunde bli aktuel paa nogen
maate. Samfundets Støtter hadde ganske
vist i nogen grad rokket Ibsens anseelse i
høire-kredse, og venstre hadde dengang hilst ham
velkommen, men i det hele og store stod dog ogsaa
efter den tid Ibsen endnu som Bjørnsons
konser-servative motpart; konsul Bernick og konsorters
moralske raattenskap sigtet ikke til det hæderlige
konservative norske borgerskap, det var et
undtagelsestilfælde som ikke vedkom os, og derfor
heller ikke paa nogen maate kunde gripe ind i
partistillingen. Et Dukkehjem blev det
betydelig vanskeligere med; her hadde digteren ganske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
