Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174
som hadde bedt ham om en prolog til et jublæum:
«Prologen skulde naturligvis være paa vers; thi
saa er jo skik og brug. Men jeg kan ikke være
med paa at holde denne skik og brug i live.
Verseformen har tilføjet skuespilkunsten overmaade
megen skade. En scenisk kunstner, der har sit
repertoire i samtidens skuespildigtning, burde ikke
gerne tage et vers i sin mund. Den versificerede
form vil neppe finde nogen nævneværdig
anvendelse i den nærmeste fremtids drama; thi
fremtidens digteriske intentioner vil sikkert ikke kunne
forliges med den. Den vil derfor gaa tilgrunde,
kunstformerne dør jo ud lige saa vei som urtidens
urimelige dyreformer, da deres tid var omme.
En femfodet jambe-tragedie er jo allerede
nutildags en ligesaa sjelden forekomst som den fugl
dodo, hvoraf der kun lever nogen ganske faa
individer nede paa en afrikansk ø.
Jeg selv har i de sidste 7—8 aar ikke skrevet
et eneste vers, men udelukkende dyrket den ulige
vanskeligere kunst at digte i jævnt sandfærdigt
virkelighedssprog. — —»
Altsaa, — endnu i mars 1883 staar Ibsen som
en næsten doktrinær motstander av verset, ikke
biot i dramaet, men overhodet, fordi han anser
det for unaturlig og litet egnet til at gjengi den
sandfærdige virkelighet, som er det ene fornødne.
Men godt og vei et aar senere synes han at se
noget anderledes paa det, han skriver til Th.
Caspari (27/ß 1884): «Men De tar storlig fejl, naar
De tror jeg ønsker, De skulde slaa Deres lyre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
