Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«
175
itu. Trertimod — — — thi dette omraade er jo
for Dem det naturlige. Jeg mindes nok at jeg
engang udtalte mig noget despekterlig om
versekunsten; men dette hidrørte kun fra mit eget
øjeblikkelige forhold til denne kunstform. Jeg
har for længe siden ophørt at stille almengyldige
fordringer, fordi jeg ikke længere tror paa at
saadanne med nogen videre ret kan opstilles. Jeg
mener at vi har allesammen ikke noget andet og
bedre at gøre end i aand og sandhed at realisere
os selv. Dette er efter min mening det virkelige
frisind, og derfor er de saakaldte liberale mig paa
mange punkter saa hjertelig imod.»
Ibsen kom jo aldrig senere til at skrive vers,
saa forsaavidt blir hans uttalelse i brevet til
Caspari uten betydning for hans produktion, men
den forekommer mig dog at være symptomatisk,
et varsel om at Ibsen er inde paa en ny
kunstnerisk orientering, at han ikke længere anser et
«jævnt sandfærdigt virkelighedssprog» som det
eneste tilstedelige uttryksmiddel.
I denne [retning peker, synes det, ogsaa den
stilling han indtok i den «litterære borgerkrig»
som i denne tid utbrøt i Kjøbenhavn paa grund
av Drachmanns forbigaaende brud med Georg
Brandes og den naturalistiske skole. Han er
ingenlunde enig med Drachmann, han finder
den snevre nationalisme som kommer tilorde i
fortælingen «Ostende—Brügge» litet tiltalende, og
han finder Drachmanns voldsomhet støtende og
upaakrævet, det forekommer ham «at Drachmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
