Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194
Og var tyrannen aldrig saa stor,
vi rystet ham av i et vældig latterkor.
Men var end digteren aldrig saa stor,
vi fordrer bestandig en mand bak hans ord.
Det var en gjentagelse paa vers av hvad
Die-trichson før om kvelden hadde sagt paa prosa fra
katetret, en bedrøvet klagesang over Ibsens fald
fra de høider hvor han oprindelig hørte hjemme:
Den norske student føier harme og sorg
for hvergang en stjerne mon segne.
Men evig er lyset i Athenes klare borg,
det slukkes ei, om stjernerne blegne.
Vi spørger ei uven, spørger ei ven,
vi gaar der, hvor sandhed og ret peger hen,
og det vil vi gjøre, om alverden holdt igjen
og vi skal staa «blottendes aleine».
Denne «nidvise» mot Norges største søn blev
sunget med jubel av Studentersamfundets
overvældende flertal; der fremkom jo naturligvis ogsaa
straks protester fra flere hold, men oppositionen
var i uhjælpelig minoritet.
Den følgende dag var historien utover byen,
baade Dietrichsons tale og den skammelige vise
blev offentliggjort i aviserne, og
Studentersamfundet og dets formand var gjenstand for de
voldsomste angrep i venstrepressen. Tonen er like
saa voldsom som den hadde været i
riksretskam-pene. «Fædrene stemte i Stortinget med Lars
Oftedal mot Alexander Kielland», heter det i Dag-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
