Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
210
hen i disse rum hvor barnene ikke skriker og de
voksne aldrig ler; omkring i stuerne pusler madam
Helseth, den gamle husholderske, der er som
sammenvokset med herregaarden og traditionen
om dens bortgangne beboere som spøker omkring
i krokene og utøver sin magt over de gjenlevende.
Rebekka: De hænger længe ved sine døde her
paa Rosmersholm. Madam Helseth: Jeg tror
nu det, jeg, frøken, at det er de døde, som
hænger saa længe ved Rosmersholm. Rebekka: De
døde? Madam Helseth: Ja, det er næsten at
sige, som om de ikke kunde komme sig helt bort
ifra dem, som sidder igen. Rebekka: Hvorledes
falder De paa det? Madam Helseth: Jo, for
ellers kom vei ikke denne hvide hesten, ved jeg.
Rebekka: Ja, hvad er det egentlig for noget,
dette med den hvide hesten, madam Helseth ?
Madam Helseth: Aa, det er ikke værdt at
snakke om det. —
Johannes Rosmer er det sidste skud av den
gamle slegt, han er vokset op under vegten av
familjens traditioner og er som sine forfædre,
retsindig og udadlelig, men mere fintfølende, mere
nerver, et ædelt stof, men mat blod, viger med
rædsel tilbake for sin hustrus stormende
erotik, føler sig frastøtt av Rebekka, da han erfarer
at han har været gjenstand for hendes sanselige
begjær; heller ikke han skrek, da han var barn,
og lo aldrig, da han blev voksen; svak og i høi
grad paavirkelig av sine omgivelser, lar sig
uten motstand fylde av sin lærers idéer i sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
