Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
240
mer ut fra den milde, sjælfulde, men impotente
Rosmer; hun blir adlet, men betaler sit adelsskap
med sit livs lykke, ogsaa hun ender med at se
de hvite hester og tro paa dem.
Paa denne konflikt er der ingen løsning, eller
kun én løsning: livet har ikke længere bruk for
dem, for ingen av dem, og de har ikke bruk for
livet, og saa finder de sin frigjørelse der hvor den
er at finde: i møllefossen.
Salig fruen tok dem.
«Men først og fremst er stykket naturligvis en
digtning om mennesker og menneskeskjæbner,»
skrev Ibsen tilslut i sit brev til Bjørn Kristensen.
Dette er noget han ofte har fremhævet: han er
først og fremst digter, det han fremfor alt tilsigter
er kunstverket, — at faa billedet frem, — saa
klart, saa rikt, saa fuldkomment som mulig. Det
har ikke lykkes ham like godt overalt; flere av
hans dramaer har, ikke helt uten grund, været
betegnet som regneeksempler paa en forut opgjort
facit; men naar talen er om Rosmersholm, er
der ingen tvil, det er «først og fremst en digtning»,
— et mesterverk. — Dette drama indtar en
særstilling i hele Ibsens produktion, er ikke saa logisk
i sin opbygning som mange av de andre dramaer,
men netop derfor psykologisk mere overbevisende,
rikere i sin menneskelighet, gjennemtrængt av en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
