Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
241
vemodens sødme som vi ellers sjelden træffer hos
Ibsen.
Rosmersholm erindres først og fremst som
helhet som ikke paa noget punkt fortrædiges av
altfor gode replikker eller fortættede formler. Saa
klart og individualiseret de enkelte skikkelser end
er tegnet, saa smelter de dog allesammen ind i
den grundstemning som besjæler dramaet fra den
første scene til den sidste replik. — Den gamle
herregaards aand svæver over det hele, —
allestedsnærværende; Johannes Rosmers retfærdige,
milde sind, saavelsom hans lamme vilje faar sit
præg av disse stuer som taler sit stilfærdige, men
uimotstaaelige sprog; under vegten av husets
traditioner, slegtens sykelige samvittighetsskrupler
synker Rebekka sammen, umerkelig beseiret,
forvandlet, — adlet, men udygtiggjort; Ulrik
Bren-dels fantastiske vid virker underlig grelt i disse
omgivelser, — flakkende lys som øker stemningen
i de halvmørke rum; madam Helseth er selve
husets aand, i hvem den folkelige overlevering
om slegtens skjæbne har avleiret sig som gammel
fantasifuld overtro; rektor Kroils larmende
fanatisme gjør stilheten omkring ham endnu mere
hørlig, Mortensgaards plebeiiske væsen sætter
stedets og beboernes fornemhet i endnu klarere relief.
I sine første utkast til dramaet kaldte han det
«Hvide heste»; naar han senere opgav denne
titel, saa var det vei bl. a., fordi han fandt
symbolet altfor sterkt akcentueret, men ved siden herav
16 — Gran: Henrik Ibsen. II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
