Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
247
et par ganger og visste ikke stort om ham, spurte ham
heller ikke ut, — de snakket ikke sammen om stort
andet end havet, om havet i storm og stille, i
mørke nætter og paa glitrende solskinsdage, om
hvalene og springerne og sælene som ligger ute
paa skjærene i middagsvarmen, om maagerne og
ørnene og alle de andre sjøfuglene, og naar de
talte slik, saa stod det for hende, som om baade
sjødyrene og sjøfuglene var i slegt med den
underlige fremmede; ja hun syntes næsten at hun
ogsaa kom i slegt med dem allesammen. Han
hadde en ubegripelig magt over hende, alt hvad
han sa hun skulde gjøre, gjorde hun — uten
motstand eller indvending; det var altsammen
likesom selvfølgelig. Han fortalte hende at han hadde
stukket kapteinen om natten, men det forfærdet
hende ikke; han hadde ikke gjort andet end hvad
ret og rigtig var, sa han, og hun trodde ham paa
hans ord — i dette som i alt. Før sin avreise
knyttet han Ellida til sig ved en formelig
cere-nomi: han tok op av lommen en nøklehank og
trak saa av fingeren en ring som han brukte gaa
med. Fra hende tok han ogsaa en liten ring, og
disse to ringene ståk han sammen ind paa
nøkle-hanken. Og saa sa han at nu skulde de to vies
til havet. Og dermed kastet han hanken med
ringene av al sin magt, saa langt han kunde, ut
i dypet. Da han var borte og hun kom til
besindelse, stod hele denne oplevelse for hende som
noget fuldstændig meningsløst, den rene galskap,
og hun skrev til ham at alting maatte være forbi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
