Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250
kjær, saa fin og hensynsfuld, saa opofrende og
kjærlig han altid var imot hende. Men elskov
kunde hun ikke gi ham, — ikke nu mere, — nu
da dette forunderlige atter er kommet over hende,
nu da billedet av den fremmede uophørlig
forfølger hende; naar Wangel er fra hende og hun
tænker paa ham, saa er det ikke hans, men den
andens træk som viser sig for hende, den
forfærdelige som paa éngang fylder hende med rædsel
og drager hende til sig; hun føler det som om
det ikke er med Wangel, men med den anden at
hun lever i egteskap. — Paa en forunderlig maate
blander hendes dragning mot amerikaneren sig
med hendes utvé mot havet: «nat og dag, vinter
og sommer er den over mig — denne dragende
hjemvé efter havet» ; hun føler sig som i et
fremmed element her inde i fjordbunden hvor vandet
«er sykt»,—som havfruen paa maleren, Ballesteds,
projekterte billede; han maler fjorden indimellem
øerne; der mangler endnu en figur. «Inde ved
skjærene skal der ligge en halvdød havfrue.» —
«Hvorfor halvdød?» — «Hun har forvildet sig ind
fra havet og kan ikke finde ud igen. Og saa
ligger hun her og omkommer i brakvandet,
forstaar De.»1
1 Ogsaa Ibsen selv kunde føie sig indestængt og
ulykkelig i den lukkede fjord. Da han hadde bodd seks
aar i Kristiania, skrev han til Brandes (3/e 1897): «Kan
De gætte, hvad jeg gaar og drømmer om og planlægger
og udmaler mig som saa dejligt? Det er at slaa mig
ned ved Øresund, mellem København og Helsingør, paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
