Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
278
Ibsen lar Hedda være frugtsommelig, —
likesom Ellida — da krisen indtraadte. Hvorfor? Hvad
Ellida angaar, er forholdet klart nok; Ellida var
et sykt menneske, og svangerskapet bidrager
ganske naturlig til at akcentuere hendes tilfælde, —
til at gjøre hendes hysteri akut. Men for Heddas
vedkommende er dette overflødig, alle hendes
handlinger flyter naturnødvendig av hendes væsen
i normal tilstand; efter de glimt vi faar av hendes
fortid, ser vi at hun altid har været den samme.
— Muligens har Ibsen tat svangerskapet med
ogsaa for at faa os til at tro paa Heddas største
ekstravaganser; men det var ikke nødvendig, og
det har sikkert ikke været hovedsaken for ham.
Hovedsaken er at vi derved faar se Heddas
forhold til moderskapet og dermed faar det dypeste
indblik i hendes karakter. Der er ingen høitid
over Heddas svangerskap, ingen angstfuld og glad
forventning, hun føler sig ikke et øieblik i
velsignede omstændigheter. Hendes æstetiske
perversitet fylder hende bare med væmmelse likeoverfor
tilstanden, hun tænker kun med skræk paa sin
vansirede skikkelse og med ærgrelse paa de baand
barnet vil paalægge hende. Der er ogsaa andre
kvindeskikkelser hos Ibsen som vender sig bort
fra moderskapet — Hjørdis og hendes slegtning
Margit og hendes ætling Svanhild; men det er
allikevel paa en anden maate; naar de taler med
foragt om barnet, da er det, fordi de vil delta i
mændenes liv, egge dem til deres kamp, styrke
dem i deres kald; men Hedda deltar ikke i noget,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
