Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
289
Hilde
(rejser sig og ser ufravendt paa ham)
Nu tænker De visst paa — paa hende!
Solness
Ja. Nærmest paa Aline. For Aline — hun havde sit
livskald, hun ogsaa. Lige saa godt, som jeg havde mit.
Dirrer i stemmen) Men hendes livskald, det maatte
forkludres, det, knuges, knækkes sønder og sammen, — for
at mit kunde vinde frem til — til et slags stor .’sejr.
Saaledes levet bygmester Solness, sønderrevet
mellem sin ærgjerrighet, sin kunstneregoisme som
drev ham fremover, og sin samvittighet, sin
gjæld-byrde som knuget ham til jorden. Han var
opvokset paa landsbygden i et fromt hjem, og
derfor saa syntes han det værdigste han kunde gjøre,
det var at bygge kirker, og han bygget virkelig
disse smaa fattige kirkerne med saa varmt og ærlig
et sind at han syntes han som skulde ha kirkerne
burde være fornøiet med ham. Men han var
aldrig fornøiet, og derfor var det han lot det
gamle hus brænde, forat Solness skulde bli en
hel mester paa sit omraade og bygge saa meget
ærefuldere kirker for ham, og derfor var det han
hadde tat de smaa barnene fra ham. «Det var
for at jeg ingenting skulde ha at hefte mig med,
ikke sligt noget, som kærlighed og lykke, forstaar
De. Og saa skulde jeg hele mit liv igennem gaa
her og bygge for ham der) Men det blev der
rigtignok ikke noget af.»
Han gjorde det umulige, steg op paa
kirkespiret, hvad han tidligere aldrig hadde vaaget, og her-
19 — Gran: Henrik Ibsen II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
