Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
290
oppefra trodset han Gud og opsa ham huldskap
og troskap: «Hør nu her, du mægtige! Her
efter-dags vil jeg være fri bygmester, jeg ogsaa. Paa mit
omraade. Ligesom du paa dit. Jeg vil aldrig mere
bygge kirker for dig. Kun hjem for mennesker.»
Men hadde han end trodset den mægtige, saa
blev han dog aldrig en fri mand. Han levet
altid under frygten og ventet ustanselig under
angst paa gjengjældelsen.
Som Julian der ogsaa hadde trodset den
mægtige, men aldrig hadde sluppet løs av det tak han
hadde faat over hans sind. Julian misundte av
et oprigtig hjerte grækerne hvis guder ikke generte
nogen synderlig : «Ja, eders guder er langt borte;
de hører ingen, de tynger ikke nogen ; de levner
en mand plads omkring sig til at handle. O,
denne græske lykke, at føie sig fri!» — Paa en
lignende maate misunder Solness de gamle
vikinger, som turde det de helst vilde: «I
sagabøgerne staar der om vikinger som sejlet til
fremmede lande og plyndred og brændte og slog mænd
ihjel — og fanged kvinder — og beholdt dem hos
sig — — og bar sig ad med dem, som — som
de værste trold. —–-De karene, de havde
robust samvittighed, d e! Naar de kom hjem
igen, saa kunde de baade æde og drikke. Og
glade som barneunger var de ogsaa. Og
kvinderne da? De vilde mangen gang slet ikke rejse
fra dem igen. Kan De skønne sligt?» 1
’ Saa rotfæstet var Ibsens beundring for vikingerne,
at de endnu, 35 aar, efterat han hadde digtet om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
