Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
295
det ligesom stikker en? — — Hun kunde jo sagt,
at hun vilde gjøre det, fordi hun likte mig saa
forfærdelig godt. Saant noget kunde hun ha sagt.
Noget, som var rigtigt varmt og hjerteligt,
forstaar De.»
Men værst var det likevel med bygmesteren
selv, denne skrantne samvittigheten som laa paa
lur i hvert av hans ord og la fotangler og
faldgruber ut for hvert naturlig handlingens skridt
paa livets vei. Og saa sier de han er svimmel,
ja han negter det jo ikke selv, og hun ser det jo:
han er svimmel, ikke bare hodesvimmel, men
svimmel paa sjælen. Hun har øieblikke hvor
hun holder paa at synke sammen under de
fiendtlige kræfters overmagt, — aa den som kunde sove
bort fra hele greien! — øieblikke hvor hun er
paa veie til at opgi det, — vil reise, — bort fra
det hele.
Men det er kun øieblikke, hendes unge ranke
vilje retter sig paany; det skal ikke være slik,
hendes bygmester skal ikke være svimmel, ingen
skal kunne si om ham at han ikke kan stige saa høit
som han bygger, hun har jo selv set detmed egne øine,
set ham staa deroppe i himmelen ved vindfløien
og hørt ham synge. Og hun vil se ham der igjen,
det er jo hendes kongerike, det skal ingen ta fra
hende. Og hun har da vei en robust samvittighet.
«Jeg har ikke mærke* andet.» Hun overrisler
ham med sit livsmod, med sin kjærlighet, med sin
ubetvingelige beundring for den virkelige bygmester
Solness som lever uantastet i hendes drøm og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
