Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
306
en sanseberuset selvforglemmelse hvori intet andet
eksisterte for dem. Da faldt lille Eyolf ned fra
bordet og slog sig til krøbling; efter den tid slæpte
han sig avgaarde med en krykke. —
Nu tok Allmers sig mere av gutten, samtalte
med ham, læste med ham, holdt paa at utvikle
ham til et intellektuelt underbarn. Eyolf blev,
som krøblinger ogsaa av naturen har tilbøielighet
til, et overmodent barn, klok og tænksom, men
litet selvhjulpen, udygtig i gutters almindelige
idrætter, kunde ikke leke, kunde ikke slaas, kunde
ikke svømme eller noget slikt, et av disse rørende
barn om hvem man saa tit sier: han lever ikke
længe. Saaledes gik livet for Allmers, — med
gutten, — med boken som aldrig blev færdig, —
med Asta, — og saa altfor, altfor litet med Rita
som vansmegtet under forsømmelsen.
Allmers kom hjem fra en længere reise oppe
i høifjeldet, hvor ogsaa Ibsen engang for mange
aar siden hadde gjennemlevet en krise («Paa
Vidderne»); Rita som hadde brændt av længsel, tok
imot ham, hvitklædt med udslaat haar som fløt
ned over nakke og ryg, og hadde laget pikant
belysning med rosenrøde skjermer over begge
lamperne ; hun vilde bedaare ham, men han saa hende
ikke, bare snakket om de nye tanker som nu
op-tok ham. Deroppe i høifjeldet hadde han slet
ikke arbeidet med boken, hvad der hadde været
hans hensigt, — bare tænkt, tænkt. Boken hadde
han opgit, nu vilde han bare leve for at være en
god far for Eyolf, gutten skulde ikke længere sitte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
