Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
308
bund, disse øine som hun nylig i et skinsykens
anfald hadde kaldt «onde øine». —
Allmers og Rita kan ikke hjælpe hverandre,
bare rive i saarene, bare gjøre smerten
pinefuldere, kviden trøstesløsere; naar han maa lette sit
hjerte, gaar han altid til Asta, sin gamle
aands-kamerat, hans tankers ven, aldrig til Rita, hvis
hete elskov frastøter ham. Hans samliv med Asta
hadde været som «en eneste høi helligdag fra
først til sidst» ; men kjærligheten mellem ham og
Rita hadde været en fortærende brand. Men
forvandlingens lov har virket, og «nu maa den
være sluknet —».
Rita (imot ham)
Sluknet!
Allmers (haardt)
Den er sluknet, — i én af os.
Rita (som forstenet)
Og det tør du sige mig!
Allmers (mildere)
Den er død, Rita. Men i det, som jeg nu. i
medskyldighed og bodstrang, føler for dig, — i det skimter jeg
en opstandelse.
Rita (voldsomt)
Aa, jeg bryr mig ikke om nogen opstandelse!
Allmers
Rita!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
