Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
312
Rita (ser forsagt hen for sig)
Ja, — med forlis af hele, hele livets lykke.
Allmers
Det forlis, det er just vindingen, det.
Rita ’heftigt)
Aa, talemaader! Herregud vi er da jordmennesker alligevel.
Allmers
Vi er lidt i slægt med hav og himmel ogsaa, Rita.
Rita
Du kanske. Ikke jeg.
Allmers
Aa jo. Du mere, end du selv ved det.
Hun er saa beklemt og angst ved tanken paa
at han vil forlate hende; hun er blit nøisommere
nu, — om han kunde tænke paa at ta op sit
arbeide igjen ? nu er hun villig til at dele ham med
boken, bare de kunde bli sammen, bare de kunde
hjælpe hverandre til at leve livet, eller bare til at
bære livet, men hverken arbeidet eller livet har
nogen værdi for ham længere; han tror det er
bedst for dem begge at de gaar fra hverandre. —
Til Asta allikevel? — Nei, ikke til Asta, — op i
ensomheten vil han, — op mellem fjeldene, hvor
han nylig har nydt dødsfornemmelsens fred og
hvile — hævet over alt jordeliv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
