Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
328
/
færd og kræver ham som sin medhjælper i det nye
liv han endnu drømmer om. Men Erhart er en
ganske almindelig imbecile som ikke har hjerte,
hverken for morens mission eller for pleiemorens
opofrende kjærlighet eller for farens storslagne
fremtidsplaner. Han har fundet sin lykke paa
egen haand — hos fru Wilton, en ikke helt ung
og ikke ganske uberygtet dame som har forlibet sig i
hans ungdom; med hende kjører han bort, ut i
den vide verden, — for at tilfredsstille sin
ordinære livsappetit.
Og saa staar de igjen alene, — de tre; moren
barnløs og bundfrossen, Ella, den kjærlige sjæl, med
et inderlig ønske om at dette maa bli til Erharts
lykke, faren kold og tilsyneladende likegyldig. —
Efter dette vil Borkman ikke mere ind i huset;
er han først kommet utenfor, skal de aldrig faa
ham indenfor murene igjen; og han vandrer ut i
den snekolde luft, og Ella følger ham, han gaar
som i vildelse og fantaserer, — om det som har
været hans ungdoms drøm og hans livs begjær,
om malmaarerne som strækker sine bugtede,
grenede, lokkende armer ut efter ham. «Jeg saa dem
for mig som levende skygger — den nat jeg stod
i bankkjelderen med lygten i haanden. I vilde
frigjøres dengang. Og jeg prøvde paa det. Men
jeg magtet det ikke. Skatten sank i dybet igen
(med fremrakte hænder). Men jeg vil hviske det til jer
her i nattens stilhed. Jeg elsker eder, der I
ligger skindøde i dybet og i mørket! Jeg elsker Eder,
I livkrævende værdier — med alt eders lysende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
