Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
331
talte sjelden med nogen, men var gjenstand for
megen nysgjerrighet, — en av hovedstadens yderst
faa turistattraktioner. —
Han var ikke fornøiet, Kristiania var heller
ikke nu, da han dog var omgit av al den
ærbødighet berømmelse gir, istand til at skape nogen
lykkefølelse i ham. «Kan De gjætte,» skriver han
i 1897 til Georg Brandes, «hvad jeg gaar og
drømmer om og planlægger og udmaler mig som saa
dejlig? Det er: at slaa mig ned ved Øresund,
mellem København og Helsingør, paa et frit aabent
sted, hvor jeg kan se alle havseilerne komme
langveis fra og gaa langveis. Det kan jeg ikke
her. Her er alle sunde lukket i enhver ordets
betydning, — og alle forstaaelsens kanaler
tilstoppet. Aa, kjære Brandes, — man lever ikke
virkningsløs 27 aar ude i de store fri og frigørende
kulturforhold. Her inde eller rettere sagt
heroppe ved fjordene har jeg mit fødeland. Men
— men — men: hvor finder jeg mit
hjemland? — —» .—
Han levet et underlig regelmæssig liv, med
gjennemført orden i sine regnskaper, saavelsom i
sit arbeide. Dagen efter premieren paa «Naar vi
døde vaagner» kom han hen til Gunnar Heiberg
paa gaten og spurte: «Naa, hvad synes De?» —
«Oprigtig tait, saa synes jeg ikke det var noget
videre jeg, hr. doktor.» — «Aa nei, De er nu
altid saa vanskelig paa det. Hvad er det forresten
De især har at indvende?» — «Ja, det er nu for
det første det at De har indbildt skuespillerne at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
