Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
335
agter definitivt at nedlægge min teaterpen. Nei
den agter jeg — — at holde fast til det sidste.
Jeg har nemlig endnu diverse galskaber paa lager,
som jeg hidtil ikke har fundet leilighed til at give
udtryk. Først naar jeg vei har faaet dem fra
halsen, kan det være tid til at lægge op.»
Det følgende aar (1899) kom «Naar vi døde
vaagner. En dramatisk epilog».
I alle Ibsens senere dramaer er der et sterkt
element av selvbekjendelse, mere og mere
fremtrædende, jo mere det nærmer sig enden.
Dødsengelen svæver over de menneskeskjæbner som
her fuldbyrdes, over Solness som gaar i en evig
angst for omslaget som vil gjøre det av med ham,
over Allmers som flygter fra livet op i
høifjel-dene hvor dødens majestæt er herre, over
Borkman i hans grubeliv.
Det er digterens alderdom som kaster sine
skygger ind over hans digtning: Døden nærmer
sig, det er tid til at gjøre op regnskapet og se
paa faciten. — «At digte, det er at holde —
dommedag over sig selv.»
Faciten i Ibsens sidste dramaer, saavelsom de
elementer hvorav den er opgjort, er overalt
omtrent den samme. De handler om mænd som
dræper menneskelivet i sig og om sig for, som de
mener, at fuldbyrde sin livsgjerning, — og om
kvinder som ofres og sviges paa den mandlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
