Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
336
egoismes alter, og i grunden — i mere eller
mindre formummede skikkelser, — om kunstens
forhold til livet, om kunstnerens dræpende
opslukt-het av sit verk.
Ibsen var selv en kunstnerasket, han levet et
kunstnerisk klosterliv, det almindelige
menneskeliv tjente ham kun som det stof hvorav han
skapte sin verden. Han kunde uten synderlig
forandring gjøre bygmester Solness’ ord til sine:
«Jeg skulde ingenting andet ha at hefte mig
ved. Ikke sligt noget som kærlighed og lykke. —
Jeg skulde bare være bygmester. Ingenting
andet.»
I «Naar vi døde vaagner» er Ibsen sig selv
mere ind paa livet end nogensinde. Hans sidste
dommedag blev den ubønhørligste. —
Der er to døde i skuespillet. Irene døde, fordi
hun blev forsmaadd. Rubek døde, fordi han
for-smaadde. Og da de slog øinene op i sin grav,
var det for at se at ingen av dem hadde levet,
hverken morderen eller den myrdede, hverken
han som hadde dræpt kjærlighetslivet i hende,
eller hun som hadde faat livskilden i sig stanset
med det samme den var sprunget frem i hende.
Dengang han begik sjælemordet, visste han det
ikke, han saa hende ikke — for korstogsjubelen i
sit indre, — for henrykkelsen over det som fødtes
i ham, — for alle sine sjælsevners anspændthet
for at bringe det fuldbaarent og fuldkomment frem
for dagens lys. — Han var kunstner, intet andet,
hun var model, intet andet, — det liv hvorav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
