Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
342
Man kunde under ceremonien ikke godt la bli
at tænke paa hvad Ibsen selv vilde ha sagt om
han hadde været tilstede.
Han hadde vei likt det, men han kunde vei
heller ikke ha tilbakeholdt et smil, naar han
gjen-kjendte saa mange av sine gamle venner i den
smukke forsamling: Stensgaard og alle de politiske
ledere han hadde saa godt øie til, konsul Bernick
og alt hvad som kunde kalde sig samfundets
støtter, byfoged Stockmann og alle de som eiet en
uniformshue, pastor Manders, — og henne i en
krok med sin blok paa knæet, redaktørerne
Mor-tensgaard og Hovstad, og Billing, den bladlus paa
Hovstads krop. —
Endelig var kransene paalagt, ceremonien
tilende, og toget satte sig i bevægelse, et endeløst
tog som næsten rak fra Trefoldighetskirken til
Vor Frelsers gravlund, — fanerne smaldt i vinden,
kisten sænkedes i jorden, studenterne sang,
handelsstanden sang.
Det hele var pragtfuldt, men virket ikke
gripende, det var jo heller ikke den virkelige Ibsen
som blev begravet, det var kun hans façade.
Den virkelige Ibsen kunde ingen begrave, han
lever den dag idag og blir mere og mere levende
jo dypere vi lever os ind i hans verk.
Arne Garborg har sagt i anledning «Den
Fremsynte»: «Følgende ildprøve er der faa bøker som
bestaar; man læser den som ung og betages av
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
