Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Christian IV’s Daab
107
men. Hertug Ulrik af Meklenborg har med al sin Glæde over
sin Svigersøns Magt ikke kunnet skjule for sig selv, at disse
Mure gjorde Østersøen til en Indsø, og denne Jærnport stængede
for hans egne Stæder saavel som for hans Naboers. Og hvis
Rigsraaderne og Adelsmændene har tænkt sig om, saa maa de
med Bekymring have anet, at dette Tegn paa Danmarks Vælde,
denne rige, kongelige Særindtægt, var ret beset et Vaaben, der
var farligst for dem. Denne gyldne Nøgle kunde i sin Tid lukke
op for en uindbuden Gæst, for Enevælden. Kun een var i
lykkelig Uvidenhed om alt dette, den nyfødte spæde, som den glade
Moder og Bedstemoder løftede op, for at han ogsaa kunde se sig
om som de store. — Han blev selv engang stor; men desværre
han blev aldrig fuldt vidende om, hvad Kronborg betød, at dér
var Løngangen til den Kongemagt, som ene kunde redde
Landet. Vel sankede han Guld herved Sundet som sin Fader; men
med den gyldne Nøgle lukkede han kun til for Skibene derude,
ubekendt med dens skjulte Magt til at aabne for ham i Hjemmet.
Bommen sprængtes tilsidst, rev Nøglen af hans Haand, og
Sundprovinserne drev bort med det samme.
Tre Dages Ophold paa Kronborg maatte synes tilstrækkeligt.
Man vendte atter tilbage til Frederiksborg. Men heller ikke her
kunde Opholdet blive af lang Varighed, Tiden led, og
Festlighederne maatte engang have en Ende. Nu havde man været
sammen i 14 Dage, en tilstrækkelig Tid til et Barselgilde.
Gæsterne maatte antages at have ransaget alle Vinkælderens
Dybder, saa der var intet, som jo havde været for Dagens Lys.
Og de kære Slægtninge havde haft Ro nok til at tale ud. Man
maatte altsaa tænke paa Opbrud. Paa gammeldags Vis tog
Kongen Afsked med sine Gæster. Ingen maatte drage tomhændet
bort, enhver fik før Bortrejsen en Gave. Tjenerne fik Penge,
Herrerne Ringe, Guldkæder, Hattebaand eller andet, et Par
blev, hvad de maaske satte fuld saa megen Pris paa, udnævnt
til Ritmestre. Allerede forinden havde Kongen befalet Christoffer
Valkendorf at lade betale alt, hvad de fremmedes Folk og Heste
havde fortæret i København1 — „udkvitteret dem af
Herbergerne", som det kaldtes i Datidens Sprog — og lignende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
