Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
138
Jakob Ulfeids Sendefærd til Rusland
faling at komme sammen til et særligt Mode i Roskilde, og
Gesandtskabets 4 Hovedmænd stævnedes til at mode for Raadet
og forsvare sig
Den første Efterretning, som Ulfeld fik om den Storm, der
ventede, var et Brev2 fra Poul Vernike, hvori denne meldte
ham, hvad der var sket, og ikke uden en vis Ondskab tilføjede, at
han, Poul Vernike, ikke havde kunnet svare paa Sagens
Kernepunkt, men blot henholdt sig til, hvad han ofte nok paa Rejsen
havde faaet at høre, at han ikke var med som Gesandt, men
kun som Skriver. Ulfeld forstod tilfulde Øjeblikkets Alvor. Han
kendte for vel Kongens Vrede og sine Standsfellers
Forsonlighed paa andres Bekostning. Der var ingen Tid at spilde, han
maatte se at skaffe sig en paalidelig og indflydelsesrig
Forbundsfælle. Hans Valg var hurtigt truffet. Den eneste, der kunde
maale sig i Anseelse og Indflydelse med Niels Kaas, Christoffer
Valkendorf og alle de andre Rigsraader, var Statholderen i
Hertugdømmerne, Kongens Ven og prøvede Raadgiver, Henrik
Ranzau. Ham gjaldt det om at vinde.
Skyndsomst drog Ulfeld ned til Segeberg og forestillede ham
hele Sagen fra Ende til anden. Henrik Ranzau var for øvet en
Statsmand og havde for klart et Blik til ikke snart at se, at der
egentlig ikke var sket noget, der kunde komme Landet til Skade.
Som Sagerne stod, havde Kongen baade Ret og Magt til at
berøve Overenskomsten enhver Betydning ved at nægte den sin
Underskrift. Og han kendte ogsaa Kongen for godt til ikke at
vide, at naar dette først var gjort ham ret indlysende, vilde
efterhaanden Vreden mod Gesandternes Personer sætte sig. Det
faldt derfor Ulfeld let at bevæge ham til at skrive til Kongen.
Ranzau vilde rimeligvis selv uden denne Opfordring have
betragtet det som sin Pligt at gøre Kongen opmærksom derpaa
og befri sin Herre for saa plump en Overrumpling som den
russiske. Nu kunde han tillige gore Ulfeld en Tjeneste og vise
Rigsraadet sin Indflydelse. Han lovede derfor gerne at
fremstille Kongen Sagen, som den stillede sig for ham, og gaa i
Forbøn for Gesandterne. Lidt lettere om Hjertet forlod Ulfeld
Segeberg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
