Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
211 Dommen over Christoffer Rosenkrans
de Hrr. Rigsraader og alle omkringstaaende med stor
Forundring, og efter at de Hrr. Rigsraader ogsaa havde holdt Brevet
mod Lyset, fik Parterne Befaling til at træde af. Da de igen var
kaldte ind, blev Forfatteren til det falske Gældsbrev dømt til en
stor Pengebøde og til som Mindremand eller infamis at sættes
paa Holmen. Denne Kong Christian IV’s Daad fortjener vel at
mindes af Efterkommerne imellem hans øvrige berømmelige
Gerninger."
Hvad der straks maa være enhver paafaldende ved denne
Fortælling, er dens Lighed med Slanges Beretning om Dommen
over Christoffer Rosenkrans. Ligheden er saa stor, og
Sandsynligheden for, at sligt skulde være sket mere end een Gang,
er saa ringe, at man vistnok med Sikkerhed kan slutte, at det er
en og samme Begivenhed, der ligger til Grund. Men er dette
Tilfældet, saa nødes vi til at træffe et Valg mellem de to
Beretninger efter den Grad af Troværdighed, der tilkommer dem.
Lad os i den Anledning prøve dels de fortællende, dels det
fortalte.
Hvad først de fortællende angaar, saa har vi paa den ene
Side Slange med hans ovenfor omtalte Mangler: han har først
skrevet 100 Aar efter Begivenheden og angiver ingen Kilde, —
paa den anden Side en med Begivenhederne samtidig, der har
haft den rigeste Lejlighed til at høre Sagen berettet af et
Øjenvidnes, Korfits Ulfeids egen Mund. Nu er det vel sandt, at Otto
Sperlings Paalidelighed i visse Retninger er bleven angreben1.
Men naar hans Fortælling ikke netop angaar Korfits Ulfeld eller
dennes nærmeste, som han troede sig kaldet til at forsvare, er
der næppe nogen Grund til at drage hans Sanddruhed i Tvivl.
Hvad skulde bevæge den gamle Mand, der i Fængslets
Ensomhed, frigjort for alle de Hensyn, som ellers kan forlede en
Forfatter, skrev alene for sine Børn, til forsætlig at fordreje en
Fortælling som denne om Vandmærket? Hengivenhed eller
Frygt for Rosenkransernes mægtige Slægt? I Sandhed, Fængslet
og Alderen maatte have sløvet ham meget, hvis han kunde tro
ved sin enlige Røst, som kun faa skulde høre, at kunne
neddysse eller forandre en Historie, som da maatte være alle be-
14*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
