Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hippokrates
23
naas ved i Begyndelsen af Sygdommen at forholde sig blot
afventende og tilrettelæggende gennem stræng Diæt, der afskærer
Feberen fra Tilførsel. Har saa Naturen faaet Ro til at virke og
drive de sygelige Vædsker sammen, rede til Flugt, indtræder
Afgørelsen, Krisen, hvor det gælder om at faa dem udstødt paa
rette Vis og ad rette Vej. Her er Lægens vigtigste Opgave. Her
kommer det an paa kyndigt, roligt og med sikker
Aandsnær-værelse at gribe ind og hjælpe Naturen ved at fjerne de onde
Vædsker ad rette Vej, altsaa drive dem tilbage ind paa denne
rette Vej, hvis de truer med at indslaa en forkert. De tre vigtigste
Midler hertil er Udtømmelser ved Opkastning, Afføring og
Aareladning. Om denne sidste, der jo lader sig anvende overalt
paa Legemet, er det Lægens Opgave at afgøre, om den i det
enkelte Tilfælde skal anvendes nærved det syge Sted eller netop
fjernt derfra, samt være klar over, om der hermed tilsigtes
Helbredelse eller blot at stille Smerte1.
Hippokrates’ Lære om Menneskets Indre og om dets
Vædskers Sammensætning og Betydning holdt sig til det 16.
Aarhundrede e. Kr. Vi vil senere faa Lejlighed til at blive bekendt
med dens Hovedtræk. HansOpfattelse af Naturens egen lægende
Kraft har holdt sig til vore Dage og deles, bevidst eller ubevidst,
endnu af mange. Ligger der i Eftertidens Tilslutning et Bevis
for dens Betydning, saa fremgaar denne endnu bestemtere ved
en Sammenligning med hans Fortid. Forskellen mellem ham
og Ægypterne laa ikke blot i, at han fyldigere og mere samlet
end de kendte Menneskets Indre og Sygdommenes Arter. Ikke
heller blot i, at han dristigt anvendte Aareladning. Men
Hovedforskellen laa i Opfattelsen af Mennesket selv. For Ægypterne
var dette blot en Art vandrende Mumie, der gennem uafbrudt
Renvadskning, indvendig og udvendig, skulde bevares ren,
indtil den endelig sattes paa sin sidste Plads i Graven, hvor den
ventede paa engang at skulle tages i Brug i Osiris’ Boliger. For
Hippokrates var Mennesket mereend Mumie. Detvaret levende
Væsen, Afbilledet af den hele herlige Tilværelse. Som i denne
gik ogsaa i Mennesket Hensigtsmæssighed, Skønhed, Sundhed,
Liv i eet. Naturen tilstræbte — iVerden som i det enkelte Men-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
