Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
25 Seriere græske og romerske Sundhedsbegreber
sig i, at paa „Naturen" kunde der i Sygdomstilfælde ikke bygges.
Den kunde lige saa vel gore Skade. Thi Legemet var kun en
Sammenhobning af Atomer med tomme Rum eller Porer
imellem. Alt efter Atomernes gunstige eller ugunstige Aflejring kunde
de give Plads for Bevægelighed, altsaa for Sundhed og Liv,
eller trykke, knuge til Død. Lægekunstens Opgave var under
disse Forhold enten ved voldsom Bearbejdelse eller ved blidere
Behandling, alt efter som det nu i de enkelte Tilfælde passede
bedst, at bringe Atomerne i rette Leje, gøre det forhærdede
poret og bøjeligt, stramme det slappe. Den berømteste
Repræsentant for denne Retning var den græske Læge Asklepiades, der
nedsatte sig i Rom, hvor han havde en udbredt Praksis lige til
sin Død Aar 56 f. Kr. Da han paastod, at han i Modsætning til
alle Tilhængere af Hippokrates var Indehaver af en virkelig
Kurmetode, kaldte man Asklepiades’ Retning for den
„metodiske".
Men man kunde jo ogsaa gaa den stik modsatte Vej og netop
lægge Eftertrykket paa Hippokrates’ Ord, at „Naturen" er det
egentlig lægende. Jo mere man grundede over, hvad denne
„Natur" egentlig var, des mere maatte man ledes til i den at se noget
flygtigt, hemmelighedsfuldt, ugribeligt. Livet var usynligt
ligesom Menneskets Aande. Men det var mere end menneskeligt
Aandedræt. Det var Gud selv, der aandede paa den døde Masse,
saa at den levede, det var Udstrømninger af Verdenssjælen, der,
hvor den bredte sig, bredte Liv. Denne Forklaring kunde snart
forflygtiges saa stærkt, at det egentlig værende ikke var
Legemet selv men blot Legemets Idee, snart som hos Stoikerne
nærme sig Materialismen, idet Guds eget Væsen tænktes som
noget materielt, som Ild f. Eks. Fælles for hele den
„spiritualistiske" Lægekunst blev det, at det, hvorpaa det kom an, var at
paavirke den Syges „Aand", enten ad Lønvej ved at paavirke
„Principerne" for hans „Funktioner", eller mere forstaaelig! ved
at styrke hans Livskraft, opildne hans Levemod. Den mest
bekendte Læge af den „spiritualistiske" eller „pneumatiske"
Retning var Athenæus, der levede omkring Aar 50 efter Kr. Hans
Navn er især knyttet til hans Iagttagelser af Pulsen, og Benyt-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
