Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
40
Gud er Aarsag til Sygdom
Denne Forklaring syntes at stemme med Bibelens Ord. Det
hed jo, at Gud slog David og Job med Sygdom. Det stod
skrevet, at Doden kom ind i Verden ved et Menneske og trængte
igennem til alle Mennesker, fordi de syndede alle. I Paradisets
Have derimod havde Adam og Eva ikke kendt til Ildebefindende,
Sygdom eller Dod.
Denne Lære havde vel bestandigt været Kirkens. Men i
Middelalderen var den fremtraadt i mildere, mere uklar Form. Den
Gang havde der været ligesom en Stodpude mellem Gud og
Menneskene: Paven, Kirken og alle Helgenerne. Middelalderen
igennem vidste ingen rigtigt, hvor Gud hørte op og Puden
begyndte. Det var ikke muligt at skelne, om det var Gud eller
blot Præsten, der hjalp, naar denne helbredte en syg ved
Korsets Tegn, Haandspaalæggelse, Vievand eller ved til Gavn for
ham at ofre Jesus paany i en Messe. Oganraabte man Helgener,
og det hjalp, hvo havde saa hjulpet? Nedenfra set tog det sig
i hvert Fald ud, som om det var dem. Og det var ogsaa som Tak
til dem, at man bagefter bragte Gaver til deres Alter.
Den almindelige Forklaring, hvormed man havde slaaet sig
til Ro, var da den, at det hele var eet, Kirken og Gud, saa at det
var en og samme Kraft, der virkede lige fra Stænkekosten ved
Indgangsdøren og helt op til Paven, Kristusbarnet selv og dets
Forældre Gud Moder og Gud Fader.
Men alt dette blev ved Reformationen erklæret for Overtro
og falsk Lære. Vievand, Sidealtre, Helgener og Mariabilleder
ryddedes ud af Kirken. Tilbage blev kun et tomt Bedehus og
en barsk Øvrighed i Himlen, bestaaende af tre voksne
Personer, lutter Mænd. Denne Gud var ikke saa let at komme til
Rette med som Middelalderens. Reformationens Gud var altid
inderst i sit Hjerte vred paa Menneskeheden, tilgav den aldrig,
at dens første Par havde spist af Æblet i Paradisets Have. Den
retfærdige Straf herfor var og blev alle senere Menneskers evige
Fortabelse. Herimod hjalp intet menneskeligt Forsøg paa at gøre
det skete godt igen. Ved egen Hjælp at ville trænge ind i Haven
igen var kun ny Himmelbrøde. Alene af Naade, uden mindste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
