Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Djævelen er Aarsag til Sygdom 53
Pral". At Syndsbekendelsen, som aflagdes paa disse Bededage,
blev særlig streng under strenge Tider, f. Eks. Trediveaarskrigen,
var ganske naturligt1.
Med disse Bededage var den teologiske Forklarings
Helbre-delsesmidler i Virkeligheden udtømte. Naar Sygdom i hvert
enkelt Tilfælde var et Udslag af Guds direkte Indgriben, gaves
der jo overhovedet intet andet sikkert Middel end ved Bøn, ved
kraftig Massebøn at søge den igen tilbagekaldt. At dette da ogsaa
var et virksomt Middel, havde man mange Beviser for. Et af de
mest iøjnefaldende var, hvad der hændte Christian III selv.
„Han laa dødelig syg i Lund, men Gud alene forlængede, som
bekendt er, hans Liv paa mange Aar for hans og
Undersaatter-nes Bøns Skyld"2. Eller Lensmanden paa Bergenhus 1576, der
var syg, „levede som et ufornuftigt Dyr, vilde fortvivle og sad
en hel Vinter paa Slottet i Bergen og vilde ikke høre eller vide
noget af Gud; indtil han endelig formedelst den almindelige
Kirkebøn i alle Kirker for ham kom sig igen"3. Enhver anden
Behandlingsmaade af Sygdom, selv om den holdt sig nok saa
nær til det kirkelige, var derimod kun Tvivl og Synd. Det maatte
derfor billiges, naar man f. Eks. skred ind mod den paa Fyn
udbredte Skik, at helbrede Øjensvaghed og Susen for Ørene ved
indviet Altervin4.
Men selvfølgelig tyede dog mange til Anvendelse af
formentlige Lægemidler, det er: Midler, der ved deres egen Kraft,
uafhængig af Bøn, skulde kunne virke. Den til Grund liggende
Dobbelthed i Tankegang har fundet et troskyldigt Udtryk i en
Ligtale over Christian III, holdt af den kongelige Livlæge Jacob
Bording, der efter Tidens Skik samtidigt var Teolog. Han siger:
„Men endskøndt Kong Ezechias ikke tvivlede om Guds
Forjættelse, at han skulde leve længere, forkastede han dog ikke
Lægernes Raad, men lod et Plaster berede af Figen, for at faa
den Byld lægt, hvoraf han var plaget."
I disse Ord brydes ubevidst, men dog tydeligt to forskellige
Naturopfattelser, Teologens og Lægens. Hvilken der var den
stærkeste fremgaar af de Ord, der følger efter: „Ogsaa dette
kom til Kong Ezechias’ store Lyksalighed og særdeles Berøm-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
