Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142
Paracelsus
sidste lo ham ud eller glemte ham. Men Gejstlige og Læger slog
Ring om ham, udskældte ham for „en Luther" og en Lurv uden
Doctorhat. Saa kom det til Disputats, hvor de raabte paa Latin,
han svarede paa Tysk, og Haansord gjorde Udslaget. Kun
sjældent lykkedes det ham at faa Lov at føre Disputatsen under den
nye Form som i Nürnberg, hvor han fik Øvrigheden til at
udlevere ham nogle af Stadens uhelbredelige syge, som han
derpaa gratis lægte.
Da han endelig efter sin bestandige Omflakken syntes at ville
slaa sig til Ro i Salzburg, blev ogsaa dette forpurret. Det
lykkedes nogle Banditter, hvem Lægerne havde underkøbt, at faa
ham i deres Vold. De styrtede ham ned fra et højt Sted, saa at
han knustes. Døende bragtes han til en lille Stue i Værtshuset
„zum weissen Rosz", hvor han udaandede 24. September 1541.
Endnu den Dag i Dag er Samtidens Strid om Paracelsus’
Betydning ikke naaet til Afslutning. Nogle betragter ham fremdeles
som en af Menneskehedens ypperste, andre som en blot
Mark-skriger. En af Grundene til, at denne Sky stadig staar om ham,
ligger i, at man ikke med fuld Bestemthed kan afgøre, hvilke
Skrifter der stammer fra ham, hvilke ikke. Han nedskrev meget.
Rundhaandet synes han at have skænket Byøvrigheder og
Enkeltmænd sine Haandskrifter som Tak for kortvarig Rast
paa flygtig Vandring. Men hans Levevis egnede sig ikke til
Forfattervirksomhed. Han kunde aldrig i Ro lægge sidste,
afsluttende Haand paa noget Arbejde. Og det anses endnu for
tvivlsomt, om han overhovedet selv nogensinde har udgivet nogen
Bog1. Ikke desto mindre forekommer der nu et Utal af Skrifter
under hans Navn, der overbyde hverandre i Særhed,
Voldsomhed og Vidtsvæven. Efterspørgslen har tidligt udklækket disse i
en Tid, hvor Forfatterret var et ubekendt Begreb, og hvor et
Forfatternavn ansaas for Allemands Eje, Venners og Fjenders,
blot et Træ ved Landevejen, i hvis Skygge enhver kunde hvile
sig, i hvis Bark enhver kunde ridse sit Navn. Ud af denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
