Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162
Kirken og den nye Lægevidenskab 162
Lænkebunden som Ytringsfriheden var i Norden, blussede
da Striden her ikke op i klar Flamme om bestemte Spørgsmaal,
men der stod kun Brandlugt og Røg over visse Punkter, hvor
Gnidningen mellem modsatte Anskuelser var stærkest. Det var
især de tre: Gud, Sygdom, Læge.
Kirkens og Naturvidenskabernes Gud var ikke den samme.
Kirken lærte om en treenig Gud, helt optagen af Kampen mod
sin omtrent jævnbyrdige Modstander, Djævelen. Af Hensyn til
denne havde Gud ladet sig føde paa Jord for at redde dem af
Menneskene, der vilde tro herpaa. Resten tilfaldt Djævelen til
evig Pinsel i Helvede. Thi Tilværelsen faldt nu og i den evige
Fremtid i to skarpt adskilte Riger, Lysets og Mørkets, Guds og
Djævelens, Himmerig og Helvede.
I Modsætning til denne Dobbelthed søgte Naturvidenskabens
Dyrkere at opfatte Gud som en Enhed. De forsøgte dette ad
to forskellige Veje. Enten sluttede de sig til Grækernes og
Romernes Opfattelse af Gud som Verdens Sjæl, den Verden iboende
Fornuft. Eller de holdt sig, som Paracelsus f. Eks., fortrinsvis til
Biblens Lære om Guds Kærlighed. Ved Siden af denne
almægtige Kærlighed var der ingen Plads for en evig Djævel og hans
Rige, og Guds Menneskevorden fortonede sig derfor ogsaa som
et smukt, men fjernt Sindbillede. Alle Naturvidenskabens
Tilhængere, til hvilken Fløj de saa end hørte, var da kendelige
paa, at de ikke ret troede paa nogen Djævel eller
menneske-født Gud.
I Norden førte disse afvigende Synsmaader som sagt ikke til
nogen aabenbar Strid. Dertil var alle for stærkt bundne af det
overleverede. Men at Spørgsmaalet dog var vakt og Uroen
allerede ulmede i enkeltes Bevidsthed, derom vidnede tydelige
Kendetegn. Hos Paracelsus’ betydeligste Tilhænger i Norden,
Tyge Brahe, dækkedes saaledes Bruddet med Kirken kun af en
tynd Skal. Da han fordreves fra Hveen, oplystes det, at han
havde bevæget Præsten derovre til at udelade
Djævlebesværgelsen ved Daabshandlinger, og at han selv i atten Aar ikke
havde været til Alters. Det gik ud over Præsten, der dømtes til
at have sit Embede forbrudt1. Men for Tyge Brahes Vedkom-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
