Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200
Sundhedstilstanden i det 16. Aarhundrede
Dyrtid medførte Hungersnød. Under disse ugunstige Forhold
udbrod den „engelske Svedsyge" i Skandinavien og Tyskland.
Den ytrede sig som en fælles Sygelighed, der med eet angreb
en hel Egn. Ikke blot Mennesker blev syge og døde, men Fugle
faldt til Jorden, Bistaderne uddøde, Elve og Floder drev med
døde Fisk, og selv ude i Vesterhavet og Østersøen flød døde
Delfiner med Bugen i Vejret.
Den kom i et Nu, men var ogsaa hurtigt omme. Paa hvert
enkelt Sted rasede Farsoten sjældent mere end to til tre Uger.
I enkelte hollandske og tyske Byer standsede den endog efter
fem til seks Dages Forløb. Sygdommen selv var ligeledes
kortvarig, sjældent ud over et Døgn. Men den var i højeste Grad
smitsom og dødelig, især for alle i den kraftige Alder. „Børn og
gammelt Folk var fri for hende." „Unge Folk døde mesten."
I København døde paa en Dag 400 Mennesker. Med lignende
Voldsomhed rasede den i det øvrige Danmark. I Sverige, hvor
den optraadte endnu heftigere, regnedes Mennesketabet for ikke
meget ringere end i sin Tid ved den sorte Død.
Ulykken var, at den gerne angreb samtidigt hele Husets
førlige Bestand, og indtraf uden mindste Forvarsel. Pludselig fik
man en Fornemmelse, som om man langsomt overheldtes med
koldt Vand. Saa var Sygdommen der. Blev man da ikke straks
tildækket med Dyner og faldt i en Sved, der skulde vedblive
uafbrudt mindst et Døgn, var man dødsens. Den angrebne var i
højeste Grad mat, søvnig og tørstig, men maatte hverken sove
eller drikke, da i saa Fald Sveden paastodes at ophøre og Døden
at indtræffe. Dog erklærer en af de faa, der overstod den: „De
uvidende Læger i Heidelberg havde nær kvalt mig med deres
Dyner. Jeg vansmægtede af Tørst. Endelig fik jeg en gammel
Kone til at give mig en Kande 01. Den drak jeg ud i eet og blev
fluks karsk. Altsaa er Drikke det bedste Lægemiddel, hvilket og
andre have erfaret."
Med Svedsygens Rasen i Norden i de to Aar 1529—30 var
dens Magt her omme, og den kom ikke mere igen. Den vendte
tilbage til England, hvor den rasede ud i et sidste voldsomt
Anfald 1551. Derimod holdt den nye Tyfus sig fra nu af troligt i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
