Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186
Øresiindsspærringen 1566
var uvant med at være Herre til Søs. Den dygtige Claes Horn var
varsom i sine Bevægelser og vilde ikke udsætte sig for at blive
spærret inde i smalt Farvand mellem den danske Flaade og
„Krogen"s Kanoner. Af Skibene ved Helsingør frygtede hvert
enkelt for at være det, som netop vilde blive ofret, for at de
andre kunde slippe igennem. Og man vidste for godt, at
Tolderen kendte Skipperne og Skibene ud og ind. En saadan
Voldsomhed vilde de ved given Lejlighed faa dyrt betalt. Skibene
blev da liggende mod Nord som mod Syd — et synligt Billed
paa det ydre politiske Tryk, som Danmark samtidigt var
undergivet.
Imidlertid arbejdede man med rastløs Flid paa Holmen, for
at bringe Danmarks sidste Haab, Flaaden, i sejlklar Stand.
Arbejdet krævede Penge. Men dem havde man ikke. Alle
Indtægter var forlængst opbrugte, ingen Skat, intet Laan mere at
opdrive. Under slige Forhold vendte Blikket sig naturligt mod
hele den svømmende Guldmine ud for Helsingør. Vel havde man
fast besluttet netop i Aar at være bestemt og for Alvor at tvinge
Sverige til Fred. Men et Skib eller to kunde da ikke være
afgørende. Og hvilke Summer kunde man ikke afnøde dem for
fri Sejlads? Pengene vilde jo blive anvendte til den danske
Flaa-des Udrustning, altsaa gøre fuld Nytte og rigeligt opveje det
Smule Brud paa Spærringen.
Lysten steg, og Fristelsen steg. Thi der kom Brev paa Brev
fra Tolderen om, at den og den Skipper havde budt saa og saa
meget for at slippe igennem. Tolderen vidste vel, at det kun
vanskeligt lod sig gore. Men han vilde dog ikke undlade at gøre
Kongen opmærksom derpaa. Kongen og hans nærmeste var kun
altfor opmærksomme; men de frygtede dog med Grund for
Følgerne. Det vilde være i højeste Grad usømmeligt at lade sig
bestikke til at overtræde sit eget Forbud. Skipperne fik den
gyldigste Grund til Klage. Og hvad værre var, det vilde ende med
at gaa som i Fjor, Virkningen af Spærringen, Sveriges
Underkastelse, vilde udeblive. For en ringe Indtægt vilde man altsaa
paadrage sig en langt større Udgift, Krigens Fortsættelse.
Trangen var stor, Faren var stor. Man gik da paa Akkord og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
