Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
208
Landets Pengevæsen 208
visning om, at ingen Enkeltkraft skulde blive misbrugt eller gaa
til Spilde.
Riget skulde skaffe Penge; men selvfølgelig ikke under den
umulige Form, at luske sig til af een ægte Mark at låve tre
uægte. Alle udgivne slette Markstykker, de firkantede Penge
eller „Klippinge", som de kaldtes, skulde derfor strås indløses
og aldrig udgives mere. — Riget var i Nød. Saa længe skulde
da alle betale Skat, den skattefri Adel som de andre. Men
selvfølgelig ikke under den jappet uretfærdige Form, at enkelte
skulde uden Sikkerhed „laane" Penge til eller gaa i Borgen for
Kongen. Alle saadanne Laan og Forløfter skulde straks afstives
med passende Pant. Men derpaa skulde den samlede Adel
tilligemed alle andre hidtil skattefri — kongelige Personer ikke
undtagne — betale en strengt retfærdigt fordelt Skat. De
herved indkomne Penge var ikke Kongens, men Statens. De var
bestemte til at anvendes til Statens Vel, og Undersaatterne havde
Ret til at kræve og gennem sine Tillidsmænd paase, at dette
virkelig skete. Derfor var det nødvendigt, at de forvaltedes af
dertil beskikkede Mænd og kun udbetaltes til Krigsøjemed eller
Gældsafdrag. De Mænd, hvem den offentlige Tillid kaldte hertil,
havde tillige at sørge for, at Hær og Flaade holdtes paa
forsvarligste og billigste Maade, samt at Regnskaberne førtes klart
og gennemsigtigt.
Det var disse nye og simple Grundsætninger, der udgjorde
Benbygningen i Peder Oxes Ordningsplan. Grundtanken i
Styrelsen var: Klarhed, Tillid, Gensidighed. Naar meget deri kunde
minde om Nutids Forfatningsformer, og derfor kunde friste til
at antages blot at hidrøre fra en Nutids Betragters farvede Syn,
saa laa dog just her tillige den største Afstand fra vor Tids
Opfattelse. Det „Folk", hvis Magt og Rettigheder Peder Oxe her
hævdede, var nemlig personliggjort i ham selv, var ham selv,
hans egen vidunderlige Pengesans, Styreevne og Udvejssnille i
travl Virksomhed. Her var ikke blot det Selvbedrag, som enhver
Folkeleder i Nutiden gør sig skyldig i, naar han formummer sin
Magtlyst som Folkekrav. Men dette „Folk" i Nutids Forstand
var for Peder Oxe endnu ikke rigtig til. Han behøvede ikke,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
