Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
Enkedronning Sophia 46
overbragtes dem derfor af Rigskansler Arild Hvitfeld og
Frederik den Andens Yndling, den unge Konges Hovmester Henrik
Ramel. Virkningen af disses mundtlige Indvendinger synes
delvis at kunne spores i de to særskilte Svar, som Enkedronningen
og Hertugen samme Dag, den 18. Juni, lod afgaa.
Enkedronningen henviste til de mundtlige Løfter, som hun
havde faaet af Rigsraadet. Men iøvrigt udbad hun sig Erklæring
om, hvad der havde været Brug ved tidligere Lejligheder af
samme Art. Hertug Ulrik derimod svarede, at han ganske vist
ikke var inde i Enkelthederne i dansk Lovgivning, men saa
meget vidste han dog, at Enkedronningens Krav paa Del i de
efterladte Penge baade de rede Penge og skriftlige Fordringer
stemmede med almindelig dansk Lov. Thi naar i Danmark
en adelig eller uadelig Mand døde, fik altid Enken Halvdelen af
de efterladte rede Penge. Saaledes var det gaaet med Mette
Peder Oxes, Anna Oluf Mouritsens, Gisel Erik Podebusk’s
o. s. v.
Og de Penge, hvorom her var Tale, var jo Penge, hvorover
den afdøde Konge havde haft fri og fuld Raadighed og kunnet
anvende, ganske som han selv fandt for godt. De maatte da være
naturlig Arv til hans Arvinger. Noget helt andet var det, om der
tillige fandtes Penge indsamlede ved et Skattepaalæg i bestemt
Øjemed og altsaa kun forvarede til Anvendelse efter
Bestemmelsen. Penge af denne Art dannede naturligvis en
Undtagelse.
Han var ikke kaldet til at tale de øvrige Arvingers Sag. Men
han gik ud fra, at Kongens Brødre ligeledes vilde faa deres Part
af Arven. Og det var hans Haab, at Rigsraadet vilde handle i
denne Sag saaledes, at ikke Frederik den Andens Børn senere
skulde faa Grund til at klage over, at de var blevne bedragne
for deres Fædrenearv. Han bad Rigsraaderne mindes, at
Kongens sidste Ord var at betro sin Hustru og sine Børn til dem.
Som det vil ses, var det Krav, som Hertugen her fremkom
med paa Enkedronningens Vegne, stærkt vigende i Forhold til
det oprindelige. Oprindelig havde han krævet alt. Her nøjedes
han med at kræve Halvdelen af det efterladte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
