Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ranzaus Svar til Enkedronningen
165
strygende Vind stod Enkedronningen ind mellem dem og gav
samtidigt det glatte Lag til begge Sider.
Den 15. Marts skrev hun til Henrik Ranzau1, at hun alt
tidligere havde paatalt, men nu ikke længere vilde taale den Maade,
hvorpaa han forsætligt forvirrede Regeringssagerne ved at sende
Indberetninger baade til hende og til Rigsraaderne. Trods hans
Undskyldninger var hans Fremfærd dog ikke bleven ændret.
„Man var naadekær og Allemands Ven". Enkedronningen vilde
endnu engang have ham erindret om at holde sig fra sligt. Hvis
ikke maatte hun tænke paa andre Midler, hvorved slig
Utilbørlighed kunde afskaffes.
Det var den skrappeste Tiltale, som Henrik Ranzau længe
havde faaet. Han bevarede dog Anstanden og svarede tilbage2,
at han med ikke ringe Vemod havde erfaret, at Enkedronningen
nærede Mistanke til ham. Siden denne Sag sidst havde været
paa Tale mellem dem, havde han imidlertid, saa sandt hjælpe
ham Gud! ikke meddelt Rigsraaderne det ringeste Ord,
skriftligt eller mundtligt, om Regeringssager i Hertugdømmerne.
Hermed var selvfølgelig ikke ment, at han jo nok havde sendt
Rigsraadet nye Tidender, hvad han jo var forpligtet til og
lønnedes for.
Muligt kunde Enkedronningen staa i den Formening, at han
vidste Besked om, hvad der senest var foregaaet mellem hende
og Rigsraadet, ja havde blandet sig deri med Raad og Daad.
Men han kunde med Sandhed sige, at han ikke havde vidst og
endnu ikke vidste det ringeste herom. Thi han brugte ikke at
blande sig i Handler, der ikke angik ham, eller „forsætlig
forvirre Regeringssager", eller være „naadekær og Allemands Ven",
som Hds. Maj. „fast heftigt" udtrykte det. Al hans Tragten gik
tværtimod ud paa nu i hans høje Alder — ligesom forresten da
ogsaa, dengang han var ung — at kunne leve sin korte Tid
med en god Samvittighed. Og hans Samvittighed tilsagde ham,
at han i denne Sag var ganske uskyldig.
Det havde været hans Haab, at Enkedronningen ikke vilde
kunnet lade sig bevæge til at sende ham en „slig gesvindt
Skrivelse" paa den blotte Mistanke, uden sikker Vished for, hvor,
Troels-Lund: Historiske Fortællinger V II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
