Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Enkedronningens „Erindringsskrivelse" til Rigsraadet
169
En Fordel ved Formynderskab er, at den unge Herre ikke
faar Magt til at angribe sit eget Gods. Har han en saadan Magt,
saa slutter der sig nu en, nu en anden til ham, og man ordner
og omordner saalænge, indtil der tilsidst næsten ikke er mere
tilovers. Kommer han saa selv engang til Regeringen og skal
selv holde Hof, er der knap levnet saa meget, at han har til
Husbehov og kan hævde sin Stand. Exempla sunt odiosa.
Enkelte Eksempler, Rigsraadet bekendte, kunde anføres. Sed
suf-ficiat.
Hvad Fyrstendømmernes Indtægter angik, saa mærkedes det
vel, at Rigsraadet vilde stille Enkedronningen i et mistænkeligt
Lys. Hun vidste godt, at Slesvig og Holsten var gode
Fyrstendømmer. Hvis de var endnu bedre, skulde det glæde hende.
Og hun skulde forhaabenlig ikke efterlade dem værre, men
bedre, thi hun havde ikke sovet, men haft vaagent Øje overalt.
Hvorledes hun tog Vare paa Christian den Fjerdes Vel kunde
sees af, at hun med al Flid havde afværget den Hyldingsdag,
som Rigsraadet havde bevilget den gottorpske Hertug Johan
Adolph. Den var ikke kommen istand endnu. Og hvis
Rigsraadet gjorde sin Pligt mod den unge Konge, skulde der vel
fremdeles findes paa Udveje.
Dette var en kort Redegørelse for, hvorledes hun var
kommen til Formynderskabet, og hvorfor hendes Styrelse var bedre
og tjenligere, end hvis Christian den Fjerde selv førte Styret.
Delte Rigsraadet Mening med Enkedronningen, var alt i Orden.
Vidste de noget bedre at anføre, var det deres Pligt at sige det.
Hun skulde i saa Fald, hvis hun fandt deres tjenligere til hendes
Søns Bedste, ogsaa vide at vise dette.
I hvert Fald haabede hun, at Rigsraadet nu vilde aflægge sin
Mistro overfor hende og ikke mere tænke paa den
Regeringsmagt, som hun med Føje og Ret udøvede. Hun skulde med
Guds Hjælp optræde saaledes, at man engang skulde sige:
„Frumoderen har ment det troligt og vel med sine Børn". Hun
stolede naadigst paa, at Rigsraadet ikke ved forsætlige Indgreb vilde
fremkalde modsigende Befalinger og derved kun bidrage til, at
Undersaatterne blev „argere og ondere end tilforn". Selv lovede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
