Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Klosteret Cismar 50
indefrossen der, saa at hun ikke kunde komme over, ja end ikke
faa sendi Bud til Slægt og Venner. Hun bad derfor om, at
Klosteret Cismar maatte være ryddeligt, saa at hun snart kunde
flytte ind, senest inden Jul. Selvfølgelig skulde hun overlade
Hertugen alle Klosterets Indtægter og selv holde Bygningerne
vedlige.
Johan Adolph var klar over, at her maatte svares Ja. Men
samtidig var han dog ikke blind for Sagens mislige Sider. Han
skrev derfor hurtigt tilbage1, at han med Glæde vilde overlade
hende Klosteret — mod en aarlig Afgift. Da han imidlertid
vidste, at han stadigt blev ilde omtalt for Christian den Fjerde,
bad han hende tillige lægge et godt Ord ind for ham hos denne.
Og da ogsaa nærværende Skridt rimeligvis vilde blive ilde
udlagt, skondt Johan Adolph jo ikke havde nogen Skyld deri,
henstillede han, om det ikke vilde være rigtigst at meddele Hertug
Ulrik, hvorledes det hele var gaaet til, for at denne kunde
forklare Sammenhængen, naar det maatte blive bragt paa Bane. —
Johan Adolph var tydeligt nok endnu ikke kommen sig af den
Rystelse, han fik, da Christian den Fjerde sidst med væbnet
Hærfolge mødte op paa Landdagen.
Den, der blev mest misfornøjet med den paatænkte Ordning,
var Amtmanden paa Klosteret Cismar, Ditlev Ranzau. Da han
fik Planen at vide, svarede han Johan Adolph heftigt tilbage2, at
han mærkede nok, at det hele var anstiftet af hans Fjender. Nu
havde han tjent Hertugen i halvt hundrede Aar og var den
ældste hertugelige Raad, men bevares! derfor var der jo intet til
Hinder for, at han til første Fjerdingaarsdag kunde blive jaget
fra Lenet.
Det var nok en Ranzau, der var bleven vred; snart havde vel
Hertugen hele Familjen til Fjender og Ahlefeldterne med i
Tilgift. Og alt det blot for en Blome og en uvis Lejeafgift af et
Enkesæde! Her var ikke andet for, Hertugen maatte sende sin
Kansler, Johan Kuhlmann, til Cismar for at tale godt for
Lensmanden. Hvis Ditlev Ranzau virkelig var ked af at være
hertugelig Raad, kunde han naturligvis faa sin Afsked. Men han
behøvede ikke at tage saa voldsomt paa Veje, thi, som gammel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
