Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anstødelige Optrin undgaas
145
fast overtydet om, at hvis Gud vil tillade dem det, saa var det
saaledes Guds Vilje".
„Med Spise og Drikke kan jeg ikke se mig for, thi Eders
Naade kan vel tænke, Kælder og Køkken dem raade de for. Jeg
kan ikke nægte, at jeg jo forlængst er led herved. Men det er
mit Haab, at de ikke kan gore mig noget, uden at det er saa
beskikket af Gud."
Medens Enkedronningen saaledes de sidste Dage paa
Koldinghus kun nød uhyggelige Maaltider i sin Ensomhed, var der des
mere Liv paa den unge Konges Kammer. Her modte
Regerings-raaderne, Rigsraadet, Henrik Ranzau og hans Søn Gert.
Raad-slagningen drejede sig om, hvorledes man bedst burde bekæmpe
Enkedronningen. Heri var alle enige.
Saae man nøjere til, var der dog under det smilende Dække
en frodigt opspirende, gensidig Bitterhed. Henrik Ranzau følte
sig ikke vel1 blandt disse sejrrige Rigsraader, og han anede
maaske allerede nu, at Enkedronningens Mistillid til Ranzauerne
var slaaet an hos den unge Konge, der ogsaa var nøjeregnende
i Pengesager. Gert Ranzau var kommen paa spændt Fod med
Christian den Fjerdes højre Haand i Hertugdommerne, Henrik
Rammel, hvem Kongen naadigst havde skænket et Gods
dernede, større end Lensmanden i Flensborg fandt det heldigt at
give en Ikke-Ranzau’2. Rigsraaderne endelig fornam, at den
Magt, de havde plukket til Kongen i Hertugdømmerne, nu
nærmest laa hos hans smidige fordums Hofmester.
Under disse Omstændigheder fik den Sejr, som Rigsraaderne
havde vundet ved Enkedronningens Fordrivelse, en blandet
Bismag. Den blev ikke heller forfulgt ud til sine yderste
Yderligheder. Man fortsatte ikke, som man var begyndt. Hun blev ikke
selv tilsidst med Vold og Haan jaget bort. En taktfast Haand
greb ind og hindrede videre, usømmelige Optrin. Hvo det var,
der havde Sindighed og Kraft nok hertil, vides ikke. Man kunde
gætte baade paa Henrik Rammel og Niels Kaas, eller maaske
endog paa Christian den Fjerde, hvis egen naturlige Følelse
maatte tilsige ham Hensynsfuldhed. Dog bar ogsaa Enkedron-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
