Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176
Den kejserlige Kommission 176
ikke var søstærk, forstod disse Grunde. En ny Mødedag
ansattes da til den gode Aarstid, den 21. Juli 1595, fremdeles i
Lybæk1. I sidste Øjeblik indtraf dog atter Forhindring om end fra
en ny Side. Enkedronning Sophias Kansler, Dr. Sybrandt, der
skulde møde paa hendes Vegne, afgik nemlig ved Døden, og
hun maatte i den Anledning begære Udsættelse2. Et nyt Møde
ansattes saa til den 10. November3. Heller ikke dette kom
imidlertid istand, og hermed var Aaret 1595 gaaet.
Nu nærmede Tiden for Christian den Fjerdes Kroning sig
med stærke Skridt. Selv Kommissionens mest haardnakkede
Medlem, Hertug Ulrik, maatte nu ogsaa give tabt og nøjes med
at foreslaa, at han, Enkedronningen og Christian den Fjerde,
opgivende alt, hvad der hed Kommission og Kommissionsdom,
skulde holde blot en personlig Sammenkomst og under denne
ordne og udjævne den hele Strid. Han tilbød i denne Anledning
at ville give Møde, hvorsomhelst Christian den Fjerde maatte
ønske det, i Lybæk eller helt op i Hertugdømmerne om det
saa skulde være, blot at det maatte finde Sted inden
Fastelavn 4.
Hvor troligt end Hertugen bestræbte sig, lykkedes det dog
ikke at undgaa Fastelavns-Skæret. Christian den Fjerde svarede
nemlig tilbage, at et Besøg af Bedstefader selvfølgelig altid vilde
være ham kært. Men han forstod ikke, hvorfor en særlig
Overenskomst mellem ham og hans Moder skulde være nødvendig,
da han ikke var sig nogen Strid med hende bevidst. Han maatte
derfor først udbede sig skriftlig Besked om, hvad der skulde
behandles og afgøres ved den foreslaaede personlige
Sammenkomst.
Nu blev Hertugen for Alvor vred. Han svarede, at han
an-saae det for unødvendigt at indlade sig i Ordstrid med Christian
den Fjerde om selve Sagens Tilværelse. Han vilde blot af
Hjerte ønske, at han selv i hele sin Levetid havde erfaret
ligesaa lidt af Tvist og Strid mellem Moder og Søn, som denne
sidste vidste at erindre5. Med denne bittersøde Ordveksel gik
Sagen istaa eller rettere over til anden Art Behandling, idet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
