Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
178 Enkedronningen kaldes til Hertugdømmerne
let tænkelig. Kommissionens Betydning var hermed
fuldstændigt undergravet og, som vi har seet, lod Christian den Fjerde
sig heller ikke „overile" af den. I høj Grad betegnende for
Forholdene ved Kejserhoffet var de Hindringer, der i sidste Øjeblik
traadte i Vejen for Udstedelsen af disse nye kejserlige Breve.
Det var ikke nogen Følelse af det uværdige i saa holdningsløs
en Politik, men simpelthen, at Sekretæren i det kejserlige
Kancelli var bleven bestukken af Enkedronningens Udsendinge.
Der maatte derfor fra modsat Side passes nøje paa, dels at
Brevene overhovedet blev udstedt, dels at der ikke i dem
indsmugledes helt andet Indhold end det befalede1.
Omtrent samtidigt hermed led Enkedronningen et nyt føleligt
Nederlag. Den tyske Rigsdag var samlet i Regensburg, og, som
det vil erindres, havde Enkedronning Sophia modtaget kejserlig
Indbydelse til i sin nye Værdighed som Formynderske for de
umyndige Sønner, Ulrik og Hans, at give Møde ved denne
Lejlighed. Paa hendes Vegne mødte som Befuldmægtiget Herman
von der Beck. Men da han vilde indtage sin Plads i
Forsamlingen, meldte en anden sig til samme Plads, nemlig den
kongelige Udsending, Benedict Ahlefeldt. Tvisten mellem de to drejede
sig ikke blot om det sædvanlige tyske Rigsdags-Stridspunkt, hvo
der skulde have Forsædet, men ingen af dem vilde indrømme
den anden Ret til overhovedet at have Sæde paa Rigsdagen.
Da nu ingen af Parterne vilde vige, maatte Kejseren tilsidst
nedsætte en Voldgiftsret eller Forligskommission, bestaaende af
Rigshofrettens Formand, Landgrev Georg af Leuchtenberg og
en Dr. juris. De opnaaede ikke at faa Parterne forligte. Men
Enkedronningens Udsending maatte gaa ind paa „Kejseren til
Ære" at vige Sædet dennegang, dog naturligvis med Forbehold
af alle Enkedronningens Rettigheder, og uden at heri skulde
ligge nogensomhelst Forudgriben af den engang nedsatte
kejserlige Kommissions — Hertugerne Henrik Julius og Ulriks —
Dom om Hovedsagen. Hvor pynteligt end Afvisningen var
indsvøbt, kunde dog ingen tage fejl af, at det var en mere end
tvivlsom Hæder: at møde ifølge kejserlig Indbydelse og saa blive
anmodet om „Kejseren til Ære" at gaa sin Vej2.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
