Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Christian den Fjerde viser sin Moder Imødekommenhed 243
hvori han erklærede, at han ikke agtede at indlade sig i Disput
med denne om Hovedsagen, men blot af Hjertet vilde ønske, at
han i sin Levetid havde erfaret lige saa lidt til Tvist og Strid
mellem Christian den Fjerde og hans Moder, som Kongen nu
vidste at erindre.
Medens Hertugen saaledes standsede, betuttet over Medfarten,
gjaldt det for Christian den Fjerde om at bevare det engang
oparbejdede, gode Forhold til Moderen. Det var at vente, at hun
vilde vredes ved Gennemlæsningen af hans Breve til
Bedstefaderen. Han havde imidlertid paa Forhaand søgt at berolige
hende, og selve Afsendelsen af hans andet Brev var vistnok et
Udtryk for, at han nu følte sig sikker.
Imellem de to Breve af 29. Januar og 5. Februar laa nemlig
et Besøg af Enkedronningens Kammerjunker, Joachim
Barne-witz, der fra Cismar var opsendt til Koldinghus med et Brev
fra hende til Kongen, forat bevæge ham til at give sit Samtykke
til Forbindelsen mellem Johan Adolph og Frøken Augusta.
Hurtigt havde Christian den Fjerde opfyldt hendes Ønske og den
30. Januar givet Kammerjunkeren mundtlig Besked samt
egenhændigt Svar1 tilbage: „Derpaa vil jeg svare Eders Kærlighed
kort: at jeg er vel tilfreds dermed. Dog maa det ske til belejlig
Tid. Thi Eders Kærlighed kender vel dette Riges Lejlighed,
som Joachim paa mine Vegne skal nærmere berette Eders
Kærlighed. Alt dette har jeg gjort for Eders Kærligheds Skyld."
Det var i Virkeligheden et mesterligt Træk fra Christian den
Fjerdes Side. Naar han kort efter skrev til sin Moder og bad
hende om endelig snart at komme til Danmark, hvad hun ogsaa
opfyldte, maatte han antages at have splittet de forbundne. Hvor
stort det Offer var, som han havde bragt, kunde Moderen fuldt
bedømme.
Hun vidste, at Johan Adolph var ham personlig imod, og at
Christian den Fjerde som endnu umyndig var ganske uberettiget
til at afgøre en Sag som denne. Naar han desuagtet ikke skød
sig ind under Regeringsraadet, men raskt afgjorde den paa egen
Haand, var dette det bedste Bevis paa hans sønlige Sindelag.
Selv Ulrik af Meklenborg blev betænkelig ved denne Christian
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
