Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254
Henrik Ranzau og Hans Blome
sørge for dem gennem Hertugdømmerne. Hvorvidt han selv,
ligesom de, der stod i Doren ved Gjedser, endte med at følge
med den sidste Gæst til København, er uklart. Han spillede i
hvert Fald ingen Rolle ved Kroningsfestlighederne. En ligefrem
Sorg var det ham vistnok, at det af ham forfattede heftige
Angreb paa Hans Blome i en historisk Fremstilling af de sidste
Aars Begivenheder, efter Christian den Fjerdes udtrykkelige
Ordre blevudeladt som upassende ligeoverfor Enkedronningen1.
Heller ikke Hans Blome kom med. Skøndt han havde ikke
ringe Fortjeneste af det lykkeligt endte Frieri, vovede dog ikke
Johan Adolph at medtage ham i sit Følge. Vel mødte Hertugen
med 678 Heste og ledsaget af ikke mindre end tre Blomer, men
ingen af disse var den gamle Kamphane2. Han maatte nøjes
med at glimre ved sin Fraværelse, saavel i Henrik Ranzaus
historiske Beretning som ved Kroningen.
Endnu en Glæde fik han dog, inden han lukkede sine Øjne.
Han kunde senere i „dybeste Fortrolighed" indberette til
Enkedronningen3, hvorledes det gik til ved Henrik Ranzaus
Afskedigelse som Statholder. Christian den Fjerde havde givet
ham Afsked paa Grund af Alder og tilføjet, at da de øvrige
holstenske Raader alle var i Strid med fornemme Adelspersoner —
det var „mig", Hans Blome, hvortil der her sigtedes — saa
egnede ingen af dem sig til Statholder, hvorfor Kongen vilde
vælge en fremmed. „Nu kan Eders Majestæt selv tænke,
hvorledes Benedict Ahlefeldt og Gert Ranzau ved saadanne Ord
maa være blevne til Mode, som begge i saa lang Tid have slæbt
om med en ny Statholder i sig og ikke næret nogen Tvivl om,
at en af dem maatte det blive."
Som sædvanligt talte Hans Blome her sandt, men sagde ikke
den hele Sandhed4. Skæbnen var ikke den gamle Statholder
saa haard. Han kom vel til at afgive Statholder-Værdigheden,
men den blev i Familjen. Den gik i Arv til hans Søn Gert.
Af de fyrstelige Gæster sendte en Del, og det netop af den
nærmeste Familje, Afbud, og mødte kun ved Udsendinge.
Saavel Kongen af Skotland som Hertugen af Brunsvig, begge
Christian den Fjerdes Svogre, maatte „sig venligt betakke paa Grund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
