Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Luther
65
i Aarhundreder havde levet — den kirkelige og den kejserlige —
varden kirkelige bleven til intet. Men saa var jo den anden, den
hjemlige tyske, endnu dog i Behold. Selv havde han, da
Ødelæggelsen blev ham klar, religiøst søgt Trøst i Biblen. Og
instinktmæssig havde han fundet den i Ord udtalte af en med hans
egen beslægtet Natur.
Thi Læren om Retfærdiggørelse ved Tro alene, ikke ved
Gerninger, Læren om Menneskets i Bund og Grund ved Adams
Syndefald fordærvede Natur — hvad var det andet end Udslag
af en dyb, underdanig Respekt for Herskeren i Himlen?
Overfor Gud har Mennesket kun ydmygt at bøje sig. Alt faaes kun
af Naade, intet efter Fortjeneste. Thi alle er i Kraft af en for
Aartusinder siden begaaet Forbrydelse Syndere og Skyldnere
til Hobe. Ligesaa overfor Landsfyrsterne, hvis øverste Herre
atter er Kejseren. I Kraft af en hemmelighedsfuld, langt
tilbageliggende, ukendt Begivenhed har alle Undersaatter kun Uret
overfor deres Landsherrer. Al Øvrighed er af Gud, og du skal
være Øvrigheden underdanig. Du retfærdiggøres for Gud kun
ved lydig Tro, for Landsherren ved lydig Troskab. Her kan
aldrig være Tale om overskydende Fortjeneste, thi i begge
Regnskaber er bestandigt Underskud, der kun dækkes af Naade.
Paa en besynderlig Maade var Luther her gaaet i en Ring.
Idet han søgte at holde det religiøse Spørgsmaal ganske rent,
frit for al Politik, var han endt med at gøre den politiske
Myndighed, Landsherren (Fig. 35), til den, hvem man skyldte
Lydighed ogsaa i religiøs Henseende. Idet han brød ud fra den
kirkelige Pave, søgte han Ly hos en verdslig. I alle lutherske Lande
blev Statens Overhoved den, der skulde afgøre, hvad enhver
Undersaat religiøst maatte tro. Fra nu af slåp alle Lutheranere
nemt nok. Øvrigheden tænkte for dem. Naar de gav Kejseren,
hvad Kejserens var, gav de i samme Stund Gud, hvad Guds
var.
Der kan ikke være Tvivl om, at Luther mangen Gang maatte
ømme sig ved denne Slutningsmaade. Brændende i Aanden
havde han paa Rigsdagen i Worms frejdigt udtalt: „Med mindre
nogen kan overbevise mig med Vidnesbyrd af den hellige Skrift
Troels-Lund: Historiske Fortællinger VII
5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
