Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
Ignatius Loyola og Luther
end Ridderens og Feltherrens. 1 Kamp mod Verden i ens Indre,
at døde Egenviljen, at tjene Kirken, at vinde Gud.
Fra Sygelejet begav Ignatius sig til Klostret Montserrat i
Catalonien, hvor han ophængte sit Sværd og sin Rustning
foranjom-fru Marias, Himmelbrudens Billed, og iførte sig Tiggerdragt.
Under haarde Selvpinsler, Svøbeslag og Faste, tilbragte han nu
Tiden, snart henrykt til Himlen, snart grublende over sin
Fortid. Men bestandigt skolede han sig selv, indtil han ganske havde
trænet sig og vundet det Selvherredømme, den Malmhaardhed,
som en Kirkens Stridsmand bør eje.
Det ligger nær her at tænke paa Augustinermunken (Fig. 62)
i Tyskland, der et Par Aar forinden havde gennemgaaet samme
Skole. Lynet var slaaet ned ved begges Fod. Begge havde dybt
rystede søgt Frelse i Klostret og i inderlig Selvhengivelse stræbt
at bringe sig selv som Offer. Begge blev dog kun en stakket
Stund derinde, men af modsat Grund. For Luther opløste
under hans Klostertugt den kirkelige Selvhengivelse sig i to
modsatte Bestanddele: den menneskelige og den guddommelige,
Gerningen og Troen. Den menneskelige Gerning, selv i dens
mest tilspidsede Form, Selvpinslen, viste sig for intet at være
imod den guddommelige Gerning, Troen. Men for ret at
udtrykke denne behøvedes der intet Kloster; dens rette Virkeplads
var tværtimod Livets Mangfoldighed. Idet Luther da brød ud af
Klostret, brød han herved med Kirken. Han maatte ud i Verden
for at udtrykke den store Hemmelighed om Troens Klenodie,
Frelsen ved Gud.
Livet i Verden blev ham dog i visse Maader en Skuffelse. Thi
da den første Forkyndelsens Rus og Kampiver havde sat sig,
viste ikke blot Verden men Troen tillige sig saa besynderlig delt
i Lodder. Til den ene Side var alt i Verden saare godt, som i
Skabelsens Dage; her foregik Giftermaal. Lige ved Siden af
huserede Djævelen uafbrudt, og herfra førte en Vej til Rom.
Men saa var der endnu en Mark, der tilhørte Landets Fyrste,
som var indsat af Gud, og hvem man derfor burde vise
ubetinget Lydighed. Det var ikke let for en troende at begaa sig
mellem disse tre Slags Øvrigheder. Og hver af dem krævede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
