Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146
Paremagt: det absolute
Naar da Ignatius Loyolas Lære om Pavekirken som det
absolute tages frem og ses i Nutids Belysning, saa virker den som
et falmet historisk Stykke. Man kan nære Beundring for den
Kraft, som her i sin Tid er bleven sat ind paa at genoprejse og
værge den sunkne Pavemagt. Man kan se paa enkelte af de
ledende som lysende Eksempler paa Selvbeherskelse og
Selvhengivelse. Men fuldt ud dele deres Opfattelse kan ingen nu til
Dags, der aandeligt er naaet til Skelsaar og Alder. Ingen vil
længer antage, at Guds Vilje er i en usynlig Ledning lagt ned
til Rom, hvor den sprudler kun gennem Pavernes Mundstykke.
Og enhver med sundt Omdømme trækker uvilkaarligt paa
Smilebaandet, naar han dernæst hører, at denne Guds Vilje fra
Evighed til Evighed har til Maal — at fremme Pavens
Verdensherredømme. Man mærker Hensigten. Denne Hensigt helliger
ikke mange Midler. Ved Siden heraf forekommer det som en
langt mindre Mangel, at „Jesu Selskab" kun har Brug for den
halve Menneskehed, for Mænd, men ingen rigtig Plads for
Kvinder. Jesuiterne deler da nu til Dags Skæbne med Janitscharerne.
Man kan beundre begge som et engang tappert Korps. Men
deres Tro paa, at Gud agter at underlægge hele Verden, det
være sig nu enten Paven eller Sultanen, virker ikke nu til Dags
saa blindt betagende som tidligere.
Jesuiternes historiske Hovedbetydning knytter sig til det
hundredaarige Tidsrum fra Ordenens Stiftelse 1540 til
Tredive-aarskrigens Ophør 1648. Efter den Tid er den første Fyrighedens
Sandhedsfunke udbrændt, og kun Slaggerne tilbage. Hermed er
dog ikke udelukket, at hos mangt et enkelt Medlem kan
Begejstringens Flamme endnu brænde saa rent som i den første
Tid. Men Ordenens Blomstringstid er omme. Dens Rolle i de
forskellige evropæiske Lande er nu i Reglen kun den enten at
være udvist som et fordums frygtet Skadedyr eller at være
upaaagtet som nu til Dags uskadelig. Rent praktisk set har dens Maal,
Romerkirkens Verdensherredømme, nu ogsaa fortonet sig som
uopnaaeligt. Det havde Mulighed for Sejr dengang, da
Reformations-Bevægelsen endnu var ung, og den græske Kirke efter
Konstantinopels nylige Fald syntes viet til Undergang. Det er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
