Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Giordano Bruno
149
sageisens Kniv at burde overskære hvert medfødt Baand, der
bandt ham til denne forføreriske Verden, den dejlige Natur, den
berusende Vin og de endnu mere berusende, sorte Øjne? Følte
han allerede sit Sind tankeplettet og smittet med Tvivl ved
Læsning af Oldtidens latinske og græske Forfattere? Handlede han
overhovedet efter Overlæg eller blot efter heftig, pludselig
Indskydelse, et Bytte for de voldsomme Sindsbevægelsers
Overgange, som han var undergiven hele sit Liv igennem? Vi veed
det ikke. Kun vide vi, at han ved dette sit afgørende Skridt
knappede, som han selv har udtrykt det, „den første Knap paa
sin Kjortel galt, saa at ingen af de andre kunde knappes rigtigt".
I højere Forstand handlede han dog ret, ihvorvel han herved
viede sig til Undergang og den Dom, der siden ramte ham. Thi
idet han saaledes uden Tøven fulgte et af sit Folks og sin Tids
dybe Instinkter, hævedes hans Udvikling og Martyrium til mere
end blot Enkeltmands. Han blev selv det levende Udtryk for
en almen menneskelig Tankerække, en af Vejstenene, der
afmærker den menneskelige Udviklings Historie.
Han fandt ikke i Klostret den Fred, som han søgte. Naturen,
den syndige, forbandede Natur, som han skulde forsage, fulgte
ham som trofast Ven ind i Cellen. Den lo i Mindet om hans
Barndoms Indtryk fra Vinjer og Bjergskraaninger. Den vinkede
blaaligt betagende i blot et Glimt af Napolis Golf fra Ischia til
Capri. Den lagde som Nattekøling sin Haand paa hans Pande
med et Tit fra Gluggen af en enlig Stjerne. Ja, den listede sig
ind i ham selv. Den blev til Selvtænkning, der smykkede den
bare Mur af Kirkens Tvangslærdomme; den groede i ham som
Tvivl, og slog sig stundom lystigt løs i Smaapuds og Brud paa
Tugten. Hvo var ham selv? Hvad var Livet? Enten den blege
Skygge, kvalt fra Form og Blod og Farver, med kun døde
Dogmer ristede paa Sindets liggraa Pergament? Eller hans
varmblodige Jeg, en Tvillingbroder til den jublende Natur derude,
begge vakt af Gud til Live i eet saligt Skaberkys?
Vi kan dunkelt skelne Gangen i Brunos Udvikling inde i
Cellen. Hans fyrige Sind og Tilbøjelighed til stærke Udslag
maatte hurtigt røbe ham for hans Overordnede. Tidligt blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
